Velkommen til Jul i den gamle Kongeby 2021

I år er det med en helt særlig glæde, at byens torv igen danner den historiske ramme for Jul i den gamle Kongeby som den perfekte optakt til en skøn jul. Byens smukke julelys funkler over byens gader, og julens forberedelser er i fuld gang.

Man siger, at julen er traditionernes fest. Sådan er det også i Nyborg, hvor julemarkedet i år er tilbage Torvet, hvor du atter kan opleve ægte julestemning og julehygge i historiske omgivelser, når byen inviterer på julemarked i weekenderne 4.- 5. december og 11.-12. december. Mere end 45 handelsboder og food trucks venter dig med juleglæde, masser af julegaveidéer og godter. Fra serveringsstederne vil der brede sig en duft af æbleskiver, brændte mandler og pandekager. 

Igen i år vil vi mødes til Jul i den gamle Kongeby og mærke historiens vingesus fra dengang, hvor byen stod på den anden ende, hver gang kongen meldte sin ankomst og sit ønske om at fejre julen i Nyborg.

- Jul i den gamle Kongeby er blevet en god fast tradition, som jeg hvert år ser frem til. I år glæder jeg mig over, at julemarkedet er tilbage på torvet – vores nye flotte torv, og at vi igen kan mødes på tværs af generationer og sætte familie og gode venner stævne til et godt glas gløgg og varm kakao – og så glæder jeg mig også over, at flere og flere besøgende udefra gæster vores stemningsfyldte julemarked i disse fantastiske, historiske rammer, siger Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalg, der årligt yder tilskud til afholdelse af julemarkedet.

Lang lørdag og fredagsbar

I år bliver der rig mulighed for at nyde aftenstemningen og lysene i mørket på julemarkedet. Åbningstiderne om lørdagene er nemlig udvidet til kl. 20. Begge fredage kan der varmes op til julemarkedet med glühwein, varm gullaschsuppe og pølser i Skihytten, der inviterer indenfor til fredagsbar fra kl. 16-22, mens bodholderne har travlt med forberedelserne til julemarkedet i weekenden.

- Det nye torv har givet mulighed for at opstille boderne på en ny måde. Den nye opstilling er et forsøg på at åbne julemarkedet mere op - særligt mod handelsgaderne - og skabe nogle flere siddemiljøer, så besøgende kan tage ophold på markedet. Det bliver spændende at se, når bodholdere, artister og gæster tager markedet i brug, udtaler Sanne Hoffensetz Andresen, turisme- og oplevelseschef i Nyborg Kommune.

Svævende engle og magisk kronhjort

Henover de to weekender vil du kunne opleve masser af god og stemningsfuld musik på julemarkedet: Able Gospel Choir, Nordic Perfomers, Christmas Groove Parade, Kaspers Juleshow, Nyborg Musikskole, Danehofgarden og mange flere vil lade juletonerne flyde rundt på Torvet. Du vil også kunne møde De Skøre Julestrømere, høje, svævende engle og selveste Isdronningen på sin magiske kronhjort. 

Bag om julen

Årets Reformationsdag i Nyborg finder sted i forbindelse med julemarkedet og går bag om julen og dens traditioner. Interessante gæster med noget på hjerte giver dig nye perspektiver på julen; hvad den betyder for os, og hvorfor det er blevet sådan. Det sker i Tinghuset 4. december. Arrangementet er godt krydret med julesange, julebryg og musikalsk julequiz. 

Kunsthåndværkermarkedet er i år at finde på Borgmestergården, hvor du også kan opleve udstillingen ”Frosset i tid”, deltage i juletombola, smage på øl og julemad, klippe bolsjer og hygge dig i julecaféen. Østfyns Museer inviterer desuden på både nissevandringer, slotsvandring og mørkevandringer – hvis du tør. 

Oplevelserne står i kø

Skovnissen Posse holder til i sin julehytte ved Nyborg Bibliotek, og her får han besøg af både rensdyr og minigrise. I år kan du også møde nissen Frigge, der får besøg af kaniner. Nyborg Bibliotek inviterer indenfor til både håndarbejdsworkshop, bogsalg og workshop med bæredygtigt julepynt. Musikskolens børnekor går Luciaoptog både på julemarkedet  og i Nyborg Vor Frue Kirke. Byens kulturhus Bastionen byder på Bagværk og Brummerier og julekoncerten Baby it’s Cold Outside. Jule-syng-sammen sker i Munkekælderen og ”Luk op for julen” for børnefamilier i Vor Frue Kirke Nyborg.

I byens handelsgader er der gang i julehandlen, og drillenisserne fra Borgmestergården sniger sig lystigt rundt, mens julemanden går rundt og hilser på alle de glade spændte børn. Du kan også tage familien med på hestevognstur, køre en tur med juletoget Futti og prøve ponytræk på islandske heste. Julemarkedet Jul i den gamle Kongeby bliver en god juleblanding af tradition og fornyelse.

Kom og vær med, når vi igen fejrer Jul i den gamle Kongeby.

Julemarkedets åbningstider

  • Lørdag 4. december kl. 10-20
  • Søndag 5. december kl. 10-16
  • Lørdag 11. december kl. 10-20
  • Søndag 12. december kl. 10-16

For yderligere oplysninger, kontakt

Peter Wagner Mollerup, formand for byrådets Erhvervs- og Udviklingsudvalg. Tlf. 2040 6079, e-mail: pwm@nyborg.dk

Sanne Hoffensetz Andresen, turisme- og oplevelseschef. Tlf. 6333 8092 / 30261743, e-mail: saha@nyborg.dk 

Sidst opdateret 23. november 2021