Velkommen til julemarked i den gamle Kongeby Nyborg

Jul i den gamle Kongeby danner rammerne for den perfekte julestemning. Byens smukke julelys funkler atter som stjerner over byens gader, og forberedelserne til årets store julemarked er i fuld gang.

Julen er traditionernes fest, siger man. Sådan er det også i Nyborg i år – dog med et par enkelte undtagelser. Da byens torv er under ombygning, har både juletræ og julemarked fået nye placeringer. Det store juletræ med de funklende julelys vil, fra sin placering på parkeringspladsen overfor Netto, byde velkommen til folk fra nær og fjern. Og heldigvis vil du stadig kunne opleve ægte julestemning og julehygge, når vi byder velkommen til årets julemarked på parkeringspladsen ved Nørrevoldgade i weekenderne 6.- 8. og 13.-15. december, hvor mere end 45 handelsboder frister med masser af julegaveideer og godter, og der fra serveringsstederne vil brede sig en duft af mad, gløgg og glühwein.

Så hvis nogen er i tvivl, bliver der altså også i år jul i den gamle Kongeby.

- Julemarkedet i den gamle Kongeby Nyborg er blevet en god fast tradition, som jeg hvert år ser meget frem til. Her mødes vi på tværs af generationer og sætter familie og gode venner stævne til et godt glas gløgg med et lille ’skvæt’ og varm kakao – og så glæder jeg mig også over, at flere og flere besøgende udefra gæster vores stemningsfyldte julemarked i disse fantastiske historiske rammer, siger Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget. 

Selvom placeringen er en anden, vil julemarkedet stort set være, som det plejer. Og dog… lidt nyt har vi bragt ind, nemlig både foodtrucks og noget så unikt som en Gåseparade - det må du ikke gå glip af. Der er masser af musik og underholdning på julescenen der er opstillet i Nørrevoldgade. Her vil byens børn bl.a. kunne møde Paw Patrol, nissen ’Spil Op’, de lokale Nyborg Nisser, Jonglørnissen og mange mange flere. Det voksne publikum kan bl.a. fornøje sig med Nyborg Gospelkor, der åbner julemarkedet begge fredage.  Fra julescenen vil der desuden lyde en messingkvintet og Trioen Skidt & Kanel. Også en række lokale bands som Kogsbølle Køkkenband, Nelles Trio, Husorkesteret fra Ørbæk, Nyborg Musikskole og mange flere vil lade tonerne flyde fra julescenen.

Borgmestergården byder som sædvanlig på et væld af boder og oplevelser. I år kan du også opleve særudstillingen ’Jul i Renæssancen’, imens Dragtlauget holder julestue. Der arbejdes også ved det gamle komfur, når julegrisen fra Kongens Fadebur skal tilberedes, smeden hamrer i gården samtidig med at børnene inviteres på skattejagt, hvor de skal hjælpe Jacob og Johanne med at finde deres julefad.

På Nyborg Bibliotek kan du møde Skovnissen Posse med rensdyrene, opleve tårnfalkeshow, være med til fællessang og lave lermus og julepynt. Nyborg Musikskoles børnekor går Luciaoptog både på julemarkedet og i Nyborg Vor Frue Kirke, og ved Heimdals Plads kan du opleve Nyborg Kajakklubs luciaoptog. På Bastionen er der Julemysteriet fra Ramasjang, julebrummerier, juleballet og også DR-Bigband spiller op. Der er Jule-syng-sammen i Munkekælderen ved Korsbrødregården og børnegudstjeneste og De Ni Læsninger i Vor Frue Kirke Nyborg.

I Tinghuset kan man igen i år i begge weekender opleve kunsthåndværkermarked med bl.a. lokale kunsthåndværkere.

I byens handelsgader er der gang i julehandlen, og drillenisserne fra Borgmestergården sniger sig lystigt rundt. Du kan også tage familien med på hestevognstur og prøve ponytræk i begge weekender. Her kan du også møde Valdemar Sejr og hans dronning. Vanen tro har vi også børnebageri, hvor vi i år både bager småkager og æbleskiver.  

Begge fredage, når mørket falder på, kommer Nordic Performers og sætter gang i julemarkedet  i Nørrevoldgade med musik og lys.

Julemarkedet i den gamle Kongeby bliver en god juleblanding af tradition og fornyelse. Så kom og vær med når vi atter fejrer jul i den gamle Kongeby.

Julemarkedets åbningstider
Fredag 16-19
Lørdag 10-18
Søndag 10-16

For yderligere oplysninger, kontakt

Sanne Hoffensetz Andresen, turistchef, tlf. 6333 8092, mobil: 3026 1743, e-mail: saha@nyborg.dk 

 

Sidst opdateret 27. november 2019