Julelysene tændes i den gamle Kongeby

Fredag 29. november kl. 16.30 tændes det store juletræ på parkeringspladsen i Korsgade overfor Netto og al den øvrige smukke julebelysning i byen.

Man siger, at julen er traditionernes fest. Alt er dog ikke helt, som det plejer. I år placeres og tændes det store juletræ og byens øvrige julebelysning på parkeringspladsen i Korsgade overfor Netto på grund af ombygning af byens torv. Derfor tænder borgmesteren og to af byens børn heller ikke julebelysningen fra rådhusbalkonen, det bliver meget vildere, bare vent og se. 

Så trods ombygning af Torvet er der heldigvis intet til hinder for, at hele byen som altid kommer til at summe af liv, ligesom dengang byen var ved at forberede den kongelige julefest til Christian 3., der ofte holdt jul i byen. De mange julelys kaster et smukt skær over den historiske bymidte, butikkerne, biblioteket, kirken, slottet og den gamle borgmestergård, alt imens juleindkøbene ordnes, æbleskiverne vendes, og den gode julebryg prøvesmages.

Helt frem til jul er der et væld af aktiviteter. Butikkerne i handelsgaderne har længe åbent, du kan besøge udstillingen Renæssancens Jul på Borgmestergården, hvor der også er pyntet op til jul og bugner af julegaveideer, og så er der vanen tro stort julemarked de to første weekender i december – i år på parkeringspladsen i Nørrevoldgade.

Program

Kl. 16.00-16.30

Danehofgarden marcherer gennem byen for fuld musik.

Kl. 16.30

Borgmester Kenneth Muhs og to af byens børn tænder julebelysningen i hele byen.

Kl. 16.00-17.00

Nyborg Kommune inviterer på gløgg, juice og æbleskiver på parkeringspladsen i Korsgade overfor Netto.

Kl. 16.30-17.00

Danehofgarden giver julekoncert på parkeringspladsen overfor Netto.

Vi glæder os til at fejre jul med dig i den gamle Kongeby.

Sidst opdateret 18. november 2019