Så er der igen Jul i den gamle Kongeby

Den 20. november klokken 16.30 tændes det store juletræ på Torvet foran Rådhuset og resten af julebelysningen i byen.

Julebelysningen der tændes i 2015

Borgmester Kenneth Muhs holder en tale og handelsstandsforeningen, der står bag julebelysningen, byder på æbleskiver og gløgg på Torvet. Det markerer, at der atter skal fejres Jul i den gamle Kongeby. Jul i den gamle Kongeby kendetegner alle julens aktiviteter i Nyborg fra julelysene tændes og indtil jul.

Jul i den gamle Kongeby

Hele byen summer af liv, ligesom dengang byen atter var ved at forberede den kongelige julefest under Christian 3. (1536-1559), der ofte holdt jul i byen. De mange julelys kaster et smukt skær over den historiske bymidte, butikkerne, biblioteket, kirken, slottet og den gamle borgmestergård, alt imens juleindkøbene ordnes, æbleskiverne vendes, og den gode julebryg prøvesmages.

Åbent på slot og borgmestergård

Helt frem til jul er der et væld af aktiviteter. Butikkerne har længe åbent og både Nyborg Slot og borgmestergården holder for første gang åbent alle ugens dage undtagen mandag fra julelysene tændes og helt frem til jul. Her kan du opleve nissehistorier, nissedrilleskole, historiske juleværksteder og butikker, der flyder over af spændende og unikke julegaveidéer.

Jul i Kongens Fadebur og andre aktiviteter

Der er Jul i Kongens Fadebur med ny julebryg, madoplevelser og mange aktiviteter. På Nyborg Slot kan du opleve kunstgruppen PT9 udstille deres værker over temaet ’Engle’. Der er masser af events og underholdning i handelsgaderne.

Julemarked

Som sædvanlig afholdes der også Julemarked i den gamle Kongeby den anden weekend i december, dvs. 11.-13. december. Torvet fyldes med boder og hele byen summer af julestemning, julemusik, aktiviteter og oplevelser.

Træd ind i årets julekalender

Familiejulekalenderen på TV 2, ’Juleønsket’ foregår i Nyborg. I hele december kan du gå på opdagelse i de autentiske rammer og rigtig komme i julestemning, når der julehygges rundt omkring i byen.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder på Nyborg Slot og borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, e-mail: jmj@ostfyensmuseer.dk

Line Bruun Nyborg, webmaster Nyborg Kommune, tlf. 6333 7941, mobil: 2463 9463, e-mail: leb@nyborg.dk

Sidst opdateret 13. november 2015