Gallapremiere på 'Juleønsket'

Så er nedtællingen til TV2's familiejulekalender 'Juleønsket' begyndt. 'Juleønsket' er, som de fleste nok efterhånden har fået nys om, optaget i Nyborg.

Julie (Olivia Hillingsøe) og Willy (Helmer Solberg) - Foto: Per Arnesen/TV 2

Julie (Olivia Hillingsøe) og Willy (Helmer Solberg) - Foto: Per Arnesen/TV 2

Det er derfor med stor stolthed, at Nyborg Kino ruller den røde løber ud søndag 22. november, hvor FilmFyn inviterer til gallapremiere på de tre første afsnit af 'Juleønsket',

De tre afsnit vises af to omgange. Første gang kl. 10, hvor elever og personale fra Birkhovedskolen, der har været involveret i optagelserne til 'Juleønsket', er inviteret. Kl. 11.30 vises afsnittene for gæster fra hele Fyn, der er særligt inviteret af FilmFyn  Derudover er der til begge forestillinger reserveret 20 pladser til de heldige vindere af de to konkurrencer, byens 6.-8. klasses elever og byens borgere har haft mulighed for at deltage i.

Både skuespillere, instruktør, manuskriptforfatter og producent vil også være tilstede ved gallapremieren til at svare på spørgsmål og tale med den danske presse. Så hvis du er heldig, kan det være, du kan nå at få et glimt af dem alle, når de ankommer til Nyborg Kino.

Starten på ’Jul i den gamle Kongeby’

Samtidig med at byens juletræ og julebelysning tændes fredag 20. november kl. 16, markerer søndagens gallapremiere også starten på ’Jul i den gamle Kongeby’, der strækker sig over hele december måned - og i år med et stærkt afsæt i ’Juleønsket’.  Både på Nyborg Slot og på borgmestergården vil temaet, ligesom i ’Juleønsket’, være engle både som udstilling og fortælling. En markant kulisse fra julekalenderen vil være at finde på byens torv hele december, og både på Nyborg Bibliotek og i Bureauet Nyborg vil der være udstilling af rekvisitter og billeder fra julekalenderen. Og når julemanden skal vækkes søndag 6. december vil to af skuespillerbørnene fra familiejulekalenderen stå klar til at skrive autografer. Hvis du til den tid ikke allerede er kommet i julestemning, så skal julemarkedet 11.-13.december nok hjælpe dig godt på vej.

Vi glæder os til at byde dig og din familie velkommen til Jul i den gamle Kongeby – i hele december.

Sidst opdateret 19. november 2015