Så smager vi på julegrisen på borgmestergården

Borgmestergården inviterer til julesul, når vi skal smage på julegrisen lørdag 19. december fra kl. 13.

Foto: Østfyns Museer

Der sker også alt muligt andet den dag. Du kan møde forfatteren og madhistorikeren Bettina Buhl, der lige har udgivet en ny bog om småkagernes historie, gå på opdagelse i julebutikken og møde Mads Nisse, der holder nissedrilleskole. Men vi skal også have smagt på julegrisen.

Smeden Lasse har i december måned også fungeret som slagter. Først fik vi parteret julegrisen og siden er den blevet forædlet til medister, rullepølse, blodpølse, blodbudding, bacon, krydderfedt og fedtet er blevet brugt til at stege æbleskiver.

Nu skal der smages på den gode gammeldags julemad: finker, blodpølse med bl.a. flæsketerninger og æblemos, rullepølse, leverpølse, fedtemadder med krydderfedt, medisterpølse og æbleflæsk! – alt som mormor lavede det, før hun fik fjernsyn, eller som direkte leveret fra Kongens Fadebur.

Mødte du Mads Nisse til julemarkedet? Han bor i borgmestergårdens Juleskov og du kan møde ham igen kl. 11.30-13.30, både lørdag og søndag. Han holder nissedrilleskole for børn. Mangler du de sidste julegaver? Du kan finde de helt specielle ting eller den gammeldags julepynt i Museumsbutikken.

Borgmestergården er åben lørdag 19.12. kl. 10-17. Vi holder også juleåbent søndag 20.12 og tirsdag 22.12. kl. 11.-17. Begge dage med nissehistorier. Tirsdag serveres Gule Ærter.

God Jul fra borgmestergården.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & borgmestergården. Tlf: 6531 0207, mobil: 2396 2076,
e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

 

Sidst opdateret 15. december 2015