Birkenisser på Borgmestergården

Byens Børnehaver maler Byens Bedste Birkenisser.

Foto: Østfyns Musser

Foto: Østfyns Musser

Østfyns Museer har inviteret byens børn til at være med i juleforberedelserne til Jul i den gamle Kongeby.

Museet Borgmestergården i Nyborg slår atter dørene op til julens hyggeligste julemarked. Det sker 12., 13. og 14. december under overskriften Jul i den gamle Kongeby.

Men allerede nu er vi i fuld gang med juleforberedelserne på museet. Og i år har vi endnu mere travlt end ellers. Museet ønsker at give folk en ekstra god grund til at julehandle i byen. Borgmestergården slår derfor dørene op til juleåbent fra 29. november til og med julemarkedssøndag 14. december. Vi opfordrer alle til at kigge forbi og nyde hele den store julepyntede borgmestergård, se det smukke juletableau ”Snedronningens Rige”, nyde roen i vores lille café med et glas gløgg eller kakao – og måske finde årets bedste julegave i butikken. 

I weekenderne 29.-30.11 og 5.-6.12. har vi ekstra aktiviteter på museet.

Men vi har brug for hjælp for at nå det hele. Museumsnissen Mads har derfor inviteret alle børn fra Nyborgs børnehaver til at være med til at skabe julestemning både på museet og i byen. Vi får derfor besøg af en masse børnehaver, der kommer forbi og maler de smukkeste, fineste, sjoveste birkenisser. Nisserne får lov at bo i Nyborgs fine juleskov hele december måned.

Projektet ”Hjælp Mads Nisse” er blevet en fast tradition i samarbejdet mellem børnehaver og museum. 

Birkenissemalerne kommer forbi museet i dagene 5.11, 6.11, 11.11, 12.11, 18.11, 19.11 og 20.11.

Julehilsen
Museumsnissen Mads & Museumsinspektør Eva Becher, e-mail: ebe@ostfynsmuseer.dk


Sidst opdateret 10. november 2014