Med ønsket om et godt julemarked

Så blev det endelig dagen før dagen før dagen du ved...

Torvet og Nyborg Rådhus klædt i julebelysning

Julelysene er tændt i den gamle kongeby i Nyborg og forberedelserne til årets store julemarked Jul i den gamle Kongeby 12.-14. december er i fuld gang. Der har allerede været masser af juleaktiviteter, men i weekenden går det løs med selve julemarkedet. Der sker en hel masse på Torvet, hvor de mange boder omkring byens store juletræ er fulde af julevarer, julegodter og andre lækkerier til julen, og juleskoven danner en særlig kulisse. Der er aktiviteter i skoven, på biblioteket, i kirken og i handelsgaderne.

Borgmestergården byder som sædvanlig på et væld af boder og oplevelser, og på det oplyste juleslot er der kongelig julestue i riddersalen. Hele byen summer af liv, ligesom byen igen var ved at forberede den kongelige julefest under Christian 3. (1536-1559), der ofte holdt jul i byen. De mange julelys kaster et smukt skær over den historiske bymidte, boderne, butikkerne og den gamle Borgmestergård, alt imens juleindkøbene ordnes, æbleskiverne vendes og den gode julebryg prøvesmages.

- Julemarkedet er bare en del af de mange aktiviteter, der efterhånden udgør Jul i den gamle Kongeby, som spreder sig fra november og gennem hele december måned, udtaler formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget Peter W. Mollerup. - Handelstandsforeningen har som sædvanlig været aktiv, biblioteket har arrangeret en række aktiviteter i juleskoven med nissen Posse, det julepyntede museum på Borgmestergården har holdt åbent, der har været jul i fødevarenetværket Kongens Fadebur og meget, meget mere. Julemarkedet er dog fortsat kulminationen på aktiviteterne, men Jul i den Gamle Kongeby er meget mere end det. 

TV2 Fyn sender live fra julemarkedet fredag 12. december kl. 16.10-16.40 på deres kanal TV2 Fyn Live.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Østfyns Museer/Nyborg Slot. Tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076,
e-mail:jmj@ostfyensmuseer.dk

Tina Andersen, sekretariatsleder. Tlf. 6333 6803, mobil: 5159 9103, e-mail:tjo@nyborg.dk

Sidst opdateret 12. december 2014