Julemandens store røde postkasse er ’back in town’

Har du trådt dine barneskridt et sted i Nyborg Kommune, har du helt sikkert enten hørt om den eller postet et julebrev i den, den STORE røde postkasse. Hvis ikke, så har du nu muligheden.

En stor rød postkasse

I år genopliver vi historien, når vi genopbygger den store røde postkasse. Et samarbejde mellem Nyborg Kommune og Nyborg Handel har resulteret i, at vi igen kan poste en hilsen til julemanden i den store røde postkasse, og at julemanden igen sørger for lodtrækninger om spændende præmier blandt de indsendte julehilsener til ham.
Du kan poste din hilsen til julemanden i den store røde postkasse fra 23. november, hvor den vil stå på hjørnet af Nørregade og Korsgade.

’Det’ for børn, 1.-14. december

Hver dag i perioden 1.-14. december trækker Nyborg Kommune den heldige vinder af dagens præmie blandt de indsendte hilsener til julemanden. Vinderen annonceres på facebooksiden Jul i den gamle Kongeby hver dag kl. 10. Det hele kulminerer 14. december, hvor der blandt alle indsendte hilsener trækkes lod om en biograftur til den heldige vinder og 100 elever på dennes skole. Biografturen er sponsoreret af Nyborg Handel.

Du finder postkortene på Bureauet Nyborg, Nyborg Bibliotek, Borgmestergården, KinoVino, ved den store røde postkasse og i udvalgte butikker i byen. Alle børn til og med 7. klasse kan deltage.

Søndag 2. december og søndag 9. december kl. 15.30 kommer selveste julemanden og tømmer postkassen.

‘Det’ for voksne, uge 50 og 51

Hent din deltagerkupon i udvalgte butikker, der er medlem af Nyborg Handel. Udfyld kuponen og smid den i den store røde postkasse på hjørnet ved Nørregade og Korsgade. Så deltager du i lodtrækningen om flotte gavekort til de deltagende butikker. Vinderne trækkes lillejuleaftens dag kl. 12 foran postkassen.

Held & lykke og glædelig jul fra Nyborg Handel og Nyborg Kommune.

 

Sidst opdateret 22. november 2018