Tak for et skønt julemarked 2017

Vi takker for et velbesøgt julemarked med masser af juleglade besøgende.

Danehofgardens Drumcorps til julemarkedet 2017

Det blev igen i år en stor succes begge julemarkedsweekender. Tusindvis havde fundet vej til julemarkedet, handelsgaderne, kirken, biblioteket, Bastionen, Borgmestergården og Den Gamle Politigård.

Julelysene oplyste det hele fra fredag aften til søndag eftermiddag, hvor mørket blidt sænkede sig. Derefter tog en strålende vintersol over og skinnede på de mange gæster, og på den sidste julemarkedssøndag vågnede den gamle Kongeby op til et lille tynd lag fint hvidt sne.

- Julemarkedet i vores gamle Kongeby er heldigvis blevet til en tilbagevendende tradition, hvor familier samles og venner mødes, udtaler Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget og tilføjer, at satsningen på julemarkedet samtidig i høj grad styrker det overordnede brand.

Tak til alle frivillige, bodholdere, musikere og ikke mindst de mange gæster, der hvert år er med til at gøre julemarkedet til et af højtidens højdepunkter, når vi fejrer Jul i den gamle Kongeby.

Selvom julemarkedet sluttede søndag 10. december, fortætter julen i den gamle Kongeby heldigvis et par uger endnu.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul til jer alle.
Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget,
e-mail: pwm@nyborg.dk, tlf. 2040 6079. 

 

Sidst opdateret 21. december 2017