Et fantastisk julemarked

Så nåede vi til vejs ende med Jul i den gamle Kongeby 2016.

Aftenstemning ved julemarkedet 2016

Tusind tak til alle for de mange gode oplevelser og ikke mindst et fantastisk julemarked. Hele den historiske bymidte summede af liv og aktiviteter de to første weekender i december og tusindvis havde fundet vej til julemarkedet, de travle handelsgader, kirken, biblioteket, Bastionen, Nyborg Slot og Borgmestergården.

For første gang strakte julemarkedet i den gamle kongeby Nyborg sig over to weekender. Og der var masser af gæster både på Torvet og på Nyborg Slot og Borgmestergården.

På Nyborg Slot trak udstillingen 'Den Anden Verden' med udgangspunkt i DRs julekalender af samme navn så mange gæster, at der i perioder var kø for at komme ind.
Vi fortsætter succesen med udstillingen' Den Anden Verden' fra det nye år. Se eller gense udstillingen med flotte kjoler og rekvisitter fra DRs julekalender – du har muligheden helt frem til og med uge 7 2017.

Nisse Posse havde besøg af både børn og dyr under julemarkedet på Nyborg Bibliotek, hvor der traditionen tro også blev lavet isfigurer. Som noget nyt var der børnebageri og Nyborg Nisserne driblede for første gang rundt i byen. Så der var masser af oplevelser for hele familien, som vi vil arbejde stærkt på, at gøre endnu bedre til næste år for både deltagere og gæster.

Tak til alle frivillige, bodholdere, musikere og ikke mindst de mange gæster, der hvert år er med til at gøre julemarkedet til et af højtidens højdepunkter, når vi fejrer Jul i den gamle Kongeby.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder på Nyborg Slot og Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, e-mail: jmj@ostfyensmuseer.dk

Line Bruun Nyborg, kommunikationskonsulent og webmaster Nyborg Kommune, tlf. 6333 7941,
mobil: 2463 9463, e-mail: leb@nyborg.dk

 

Sidst opdateret 27. december 2016